I midten af 2008 havde laboratorieforsøg og simuleringer på NVVK – konceptet vist så gode resultater, at der allerede da var basis for at påbegynde et demonstrationsprojekt.
Foreningen ”Kultur og Idrætscentret Fynshav ” (KIF) stod på daværende tidspunkt for at skulle renovere sportshallen ”Diamanten” og der var i den forbindelse en klar målsætning om at lave sportshallen energirigtig med energisparetiltag som merisolering, solfanger, solceller og jordvarmepumpe. Derudover var der en række andre grunde, til at det virkede velegnet at installere NVVK – konceptet i bygningen:
- Hallen skulle være i brug hele året rundt – ikke blot til sportsaktiviteter, men også koncerter, bankospil, foredrag, sønderjydsk kaffebord osv.
- Derfor ville der også være et ventilations – og varmebehov hele året rundt. Ydermere skulle hallen udvides med ca. 500 m2

KIF indvilligede i at konceptet kunne installeres i bygningens centrale sportshal på 1.000 m2 og der blev sammensat et projektteam bestående af KIF, Esbensen RI, IKM A/S og Teknologisk Institut, der skulle stå for projektering, opførelse, måling og evaluering af demonstrationsprojektet. Med et bevilget tilskud fra EUDP – midlerne på 3,3 mio. kr. i december 2008 var der basis for en realisering af projektet, som har fået navnet ”Naturlig ventilation med varmegenindvinding og køling (NVVK2). Udvikling og demonstration i en sportshal” (EUDP – journal nr. 63011 - 0172). Projektet startede op i januar 2009 og selve installationen af NVVK – konceptet forventes afsluttet 1. juni 2010. Derefter følger 3 måneders indkøring med div. test og indregulering frem til 1. september 2010, hvorefter der følger et år med regulær kørsel, målinger og evaluering. Projektet forventes afsluttet 1. december 2011.
Nedenstående figur skitserer opbygningen af anlægget: